Gården

Vinter på gården.

Vores gård ligger i Kagerup ved Helsinge i Nordsjælland – midt mellem skov og marker. Vi overtog gården i november 2017. Sidenhen har vi anlagt og bygget stedet op efter vores egne idéer og drømme. Ca. 6-8 af vores heste står i Kagerup, pt en blandet gruppe af avlshopper med føl samt unge hopper i tilridning. De resterende avlshopper og ungheste er opstaldet på Stutteri Kirkehøj i Hadsund, Østjylland, hvor der er store marker og gode flokke med andre føl og ungheste. Nogle heste er på sommergræsfolde eller i træningsstalde.

Forårsgræs under æbletræerne.

I 2019 byggede vi vores stald. Heste-delen indeholder under samme tag to store, lyse bokse samt løsdriften, hvor der er direkte adgang fra staldgangen. Striglingen foregår på staldgangen eller på den nyanlagte strigleplads på gårdspladsen lige udenfor, hvor solen skinner skønt fra morgen til aften. Hestene elsker løsdriften, og her bliver hygget i kølig skygge om sommeren eller søgt ly om vinteren. Fra løsdriften er der udgang til grusfolden, der er drænet og fuldstændig tør hele året. I forbindelse med grusfolden er der en større vinterfold samt vores to store sommergræsfolde på knap 2½ hektar. Foldsystemet er lavet, så der via led altid er adgang til løsdriften med vand osv. Hegnet er Karlebohegn med runde pæle og trælægter og strøm hele vejen. Vores ridebane er lavet med velsorteret sand og drænet efter alle kunstens regler og derfor perfekt at ride på hele året.

Vintersol på grusfolden foran løsdriften.

Langs foldene har vi lavet vores helt egen sti direkte til skoven. Gribskov ligger lige for enden af vores marker, ja, faktisk ejer vi de yderste træer af skoven! Gribskov er én af Danmarks største skove med smuk og varieret natur, og man kan ride i dagevis uden af krydse sit eget spor. Her møder man sjældent nogen og kan være i ét med sin hest og naturen.

Græsfoldene op mod Gribskov i efteråret.